Vilde med basket

Basketball. Børn fra 0. til 5. klasse inviteres til at spille børnebasket på Vibenshus Skole.

Af Finn Edvard

feh@minby.dk

Fritid: I forlængelse af sidste sæsons succes starter Børnebasket København en ny sæson baskettræning for børn fra 0. til 5. klasse.

Klubben holder til på Vibenshus Skole, hvor trænerne glæder sig over at kunne tage imod gamle som nye ansigter.

Boldene, der spilles med, er særligt designet til små hænder, og kurvene er i en højde, så alle kan opleve fornøjelsen af at score. Sæsonen er netop begyndt, men der er plads til flere børn.

Børnebasket København er en forening, der samarbejder med BørneBasketFonden om at bringe foreningslivet ud til børnene ved at etablere børnebasketklubber på de skoler – eller tæt herpå – hvor BørneBasketFonden kører eller tidligere har kørt skolebasketforløb.

På den måde bliver det et nemt tilgængeligt tilbud til børnene om at starte til en ny idrætsgren.

Flere til basket

»Vores fornemmeste opgave er at få flere børn til at spille basket, og her mener vi, det er afgørende at komme til børnene, fremfor at de skal finde os«, fortæller Jens Erik Nielsen, som koordinerer de foreløbigt fem eksisterende børnebasketklubber i København.

»Det er tanken, at de børn, der ved at spille hos os får interesse for basketball, derefter kan melde sig ind i de eksisterende basketballklubber,« siger han.

I flere bydele

Lige er der omkring 200 betalende medlemmer, alle børn under 12 år, hvoraf mange er piger, og der er klubber på Amager, Vesterbro, Østerbro, i City og Nordvest.

Projektet skal skabe nye og bedre muligheder for de børn, der ellers ikke har været en del af den organiserede idræt og få flere børn ind i idrætsforeningslivet.

- læs flere artikler > artikel oversigt...