Valgkampen skal rime på almen bolig

BOLIGUDSPILLET. Med ordene ‘Alt det vi har sammen’ har overborgmester Frank Jensen (S) skudt sin valgkampagne i gang. En kampagne, der indeholder et nyt boligudspil med fokus på det almene.

Af Benedicte Lorenzen

belo@minby.dk

KAMPAGNE: En stor plakat med et billede af overborgmester Frank Jensen (S) og ordene ’Alt det vi har sammen’ er flyttet ind i det åbne køkken i en almenbolig+ på Amagerfælledvej. Stedet, hvor overborgmesteren om et kort øjeblik vil præsentere sin valgkampagne til Kommunalvalg 2017, der finder sted 21. november.

Her kunne man så undre sig over, at overborgmesteren har forladt rådhuset og er taget på besøg hos Nanna og Joseph Alberti og deres to børn Louis på fire år og Lea på syv måneder. Svaret skal dog selvfølgelig findes i valgkampagnen, der også indeholder et nyt stort boligudspil.

Flere almene boliger

Et udspil, der skal sikre flere almene og flere mindre boliger til københavnerne, fortæller overborgmesteren:

»Med vores udspil omkring boligen vil vi gerne sikre, at vi kan få bygget boliger, der er til at betale for en familie, som også har mange andre omkostninger til eksempelvis institutioner. Det er dyrt at bo i en hovedstad, det er det bare. Derfor er vores udspil nu, at ud af de boliger, der bliver bygget i de kommende år, skal hver fjerde være en almen bolig, enten en studiebolig eller en familiebolig,« siger Frank Jensen.

I dag stiller Københavns Kommune krav om, at nye byudviklingsområder skal rumme op til 25 procent almene boliger. Det niveau ønsker Frank Jensen altså nu at løfte til at gælde alt nybyggeri i byen. Et ønske, der dog ikke er gratis:

»Siden jeg blev overborgmester, har vi sat 1,4 milliarder kroner af i grundkapital til at få bygget almene boliger. Det har finansieret godt 6.500 flere almene boliger, men skal vi op på, at hver fjerde af de boliger, der bliver bygget hvert eneste år kan være en almen bolig, så skal vi over de kommende år sætte yderligere 500 millioner kroner af, så vi kan løfte antallet med 2.000 flere almene boliger,« fortæller Frank Jensen.

God plads til få penge

Et andet punkt i boligudspillets fire målsætninger er at få lavet en lovændring, der genskaber de såkaldte almenbolig+. Boliger som den, Nanna og Joseph Alberti har boet i her på Amagerfælledvej i snart tre år:

»Almenbolig+ er ligesom en almindelig almen bolig bortset fra, at vi selv skal stå for den indvendige og udvendige vedligeholdelse. Det gør, at huslejen er relativt lille. Vi betaler omkring 8.000 kroner for de her 100 kvadratmeter. Desuden er det her byggeri super lavenergi, hvor vi næsten ikke bruger nogen penge på forbrug,« fortæller Nanna Alberti og tilføjer, at sammenholdet er rigtig godt i den almene boligforening, hvor man mødes til blandt andet julefrokoster og Thanks Giving.

En heldig lodtrækning

Desuden betyder den lave husleje og de mange kvadratmeter at familien på fire kan blive i byen, mens deres venner i samme situation flytter til omegnskommuner som Hvidovre og Brøndby, siger Nanna Alberti:

»Vores venner er grønne af misundelse over, at vi har fået mulighed for at bo her. Især dem, som ikke har en indkomst til at købe et hus nu. Jeg synes også, det er vigtigt, at der bor blandede mennesker i almene boliger. Det er sundt for os, at bo her på Sundholm og se nogle andre mennesker, vi måske ellers ikke ville bo ved siden af,« fortæller hun og hendes mand Joseph Alberti tilføjer:

»Grunden til, at vi gerne vil støtte op om det her udspil, er, at vi synes, det er dejligt at bo her. Jeg tror, der var omkring 500 ansøgninger til at bo her, hvor der kun er 48 lejemål. Der var vi så bare heldige, at vi fik en bolig i det lotteri,« siger han.


- læs flere artikler > artikel oversigt...