Politik er ikke for tøsedrenge

FIRE ÅR EFTER. Liberal Alliances Heidi Wang er glad for de fingeraftryk, som hun og partiet har sat på erhvervspolitikken i København de forløbne fire år . Hun fremhæver, at det er nødvendigt at gå på kompromis i politik.

Af Thomas Frederiksen

thof@minby.dk

KOMMUNALVALG: Da Heidi Wang stillede op til kommunalvalget for fire år siden, var en af mærkesagerne, at det skulle være billigere at være erhvervsdrivende i København.

Fire år senere mener hun, at det er lykkedes ganske godt at gøre noget ved det med de få mandater, som Liberal Alliance har i borgerrepræsentationen.

»Jeg synes, at jeg har gjort en forskel og rykket noget. Det lykkedes mig som førstesuppleant via et budgetforlig at barbere 100 millioner kroner af erhvervsafgifterne,« siger hun.

– Så »det røde flertal« kunne godt se fornuften i det?

»Det handler om politisk håndværk. Det drejer sig om at gå til de andre partier og spørge, hvad de har af mærkesager og spørge, om de så samtidig kan støtte nogle af dine mærkesager. Når der så er to vindere, er det noget, som rykker,« fortæller hun.

Erfaren politiker

Heidi Wang er et af de mest erfarne medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation, som hun blev valgt til for første gang i 2001.

Frem til 2010 repræsenterede hun Venstre, som hun forlod til fordel for Liberal Alliance.

I 2013 fik hendes ny parti kun valgt to ind på rådhuset, og Heidi Wang måtte tage til takke med rollen som førstesuppleant.

Undervejs blev hun dog atter medlem af borgerrepræsentationen.

At gå på kompromis

Der har den forløbne periode været tale om lettere kaotiske tilstande i Liberal Alliances gruppe, da ingen af de oprindelig to valgte samt en suppleant længere af medlemmer af partiet.

Tilbage er kun Heidi Wang som partiets folkevalgte i København.

»Politik er ikke for tøsedrenge,« konstaterer hun og nævner, at selvom hun har klare liberale grundholdninger, er det vigtigt at være pragmatisk.

»Nogen kommer ind og holder fanen alt for højt, men det handler også om at gå på kompromis. Vores vælgere vil også gerne have, at vi skaffer konkrete resultater, vi skal ikke kun være et protestparti,« siger hun.

Heidi Wang genopstiller til borgerrepræsentation blandt andet med mærkesagen om, at vækst og velfærd går hånd i hånd, og der skal ikke skæres i kernevelfærden, men på bureaukratiet. For eksempel mener hun, at der skal være en indgang til sociale ydelser i kommunen, i stedet for at det skal være spredt på forskellige forvaltninger.


- læs flere artikler > artikel oversigt...