Østerbroer spiser efter de fire årstider

Bog. Sæson er en ny kogebog fra Helle Brønnum Carlsen og hendes datter Louise Beck Brønnum.

Af Anja Berth

abe@minby.dk

MAD: For madører og råvarerelskere er Helle Brønnum Carlsen ikke noget nyt navn.

Den 60-årige østerbroer fra Rosenvængets Sideallé er lektor i madkundskab, underviser, madanmelder og forfatter.

Hun bor på Indre Østerbro og sammen med sin voksne datter Louise Beck Brønnum har hun netop udgivet kogebogen ’Sæson’ på Fadl´s Forlag.

Når en råvare er i sæson smager den af mere, samtidig med, at den er billigere, lyder det i en pressemeddelelse fra forfatterne.

Helle Brønnum Carlsen er forfatter til flere bøger om mad og har også undervist lærerstuderende i madkundskab på Zahles Seminarium.

Og så har hun i en periode været Politikens faste madanmelder og givet stokkeslag eller rosende hjerter til spisesteder.

Masser af smag

Hendes tilgang til mad er uhøjtidelig, det vil sige, det skal være sundt, men først og fremmest med masser af smag og af ordentlige råvarer.

Bogen ’Sæson’ er delt op i fire kapitler, nøjagtig som årstiderne, og budskabet er, at mad i sæsonen både er bedst for smagen og pengepungen.

»For det første er der langt mere smag i råvarer, der er i sæson. For det andet er de til at købe for en rimelig pris. Og for det tredje er de ofte mere bæredygtige at producere,« skriver forfatterne i bogens forord.

Bogen er spækket med lækre opskrifter illustreret med fristende billeder, og der er opskrifter både til hverdagstravle familier og til feinsmeckere med god tur.

Ligesom der er er både kål og kylling samt jomfruhummer og østers på menuen.

God smag til alle, men altid med respekt for sæsonen.

- læs flere artikler > artikel oversigt...