Nu skulle den altså være god nok

FØRSTE SPADESTIK. Hele tre borgmestre måtte der til for at kunne tage det første spadestik til Kulturcenter Kildevæld. Der har været kæmpet for kulturhus i årtier, og da der endelig blev afsat penge, var der forsinkelse på forsinkelse.

Af Thomas Frederiksen

thof@minby.dk

KULTURCENTER: Symbolikken lå nærmest i, at der måtte hele tre borgmestre til at tage første spadestik til Kulturcenter Kildevæld ved Kildevældsskolen i sidste uge.

Flere forvaltninger og aktører inden for kommunen har skullet samarbejde og koordinere kræfterne.

Derfor er kulturcentret mindst to år forsinket. Det skulle have stået klar i 2016, men det første spadestik blev først taget her i 2017, og nu er det 2018, at det skal indvies.

Et kulturhus på Ydre Østerbro har været et ønske i årtier.

I 2006 blev det officiel kommunal politik, men ingenting skete, før Områdefornyelsen slog sig ned i kvarteret og foreslog, at et kulturcenter skulle bygges i tilknytning til Kildevældsskolen til fælles gavn for både skolen og kulturcentret og for færre penge, end der hidtil var regnet med.

Efter en del debat tilsluttede Østerbro Lokaludvalg sig den model.

Koordineres med skolen

I 2014 blev pengene afsat, men allerede senere samme år blev den første forsinkelse af projektet meldt ud, fra 2016 til 2017.

Det blev forklaret med, at kulturcentret skulle opføres samtidig med en helhedsrenovering af Kildevældsskolen med det argument, at det vil være både mere effektivt og mindre generende for børn, ansatte og borgere i øvrigt, hvis der ikke skal være byggearbejde på flere tidspunkter samme sted.

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) forventede dog ikke, at der ville komme flere forsinkelser.

Da Østerbro Avis i 2014 spurgte ham til det, svarede han:

»Nej, jeg ønsker mig af et brændende hjerte, at kulturcentret står færdigt. Og jeg vil gøre alt, hvad der er i min magt for, at det sker.«

En svær proces

Tre år senere erkender han, at han ikke havde så meget magt, som han troede dengang.

»Jeg skal da indrømme, at processen har været svær, og der har været masser af dialog mellem de forskellige parter, skole, områdefornyelsen og lokaludvalget. Samtidig har det også været et stramt budget, som der skulle planlægges udfra. Det er ærgerligt, at der skulle gå så lang tid før det første spadestik, men jeg er glad for, at det er taget,« siger han.

Det er første gang en kulturinstitution i kommunen bygges sammen med en skole.

Erfaringer som kan bruges andre steder i kommunen.

»Vi har lært meget gennem de seneste år, hvor vi har haft succes med at tænke tingene sammen – og ikke mindst gøre det på tværs af vores forvaltninger,« lød det i Carl Christian Ebbesens tale ved første spadestik, hvor han konstaterede, at ligesom Rom bliver Kulturcenter Kildevæld ikke bygget på en dag.

Frank J: Ventet længe

Han glædede sig samtidig over, hvilket løft det bliver for Ydre Østerbro at få dette kulturcenter.

Det samme gjorde de to øvrige borgmestre, børne- og kulturborgmester Pia Allerslev (V) og overborgmester Frank Jensen (S). Sidstnævnte nævnte i sin tale, at han selv boede i kvarteret, da han var ungt folketingsmedlem i firserne.

»Jeg ved derfor, hvor længe kvarteret har ventet på et Kulturcenter og er derfor så glad for, at vi nu kan tage første spadestik til Kulturcenter Kildevæld og samtidig fået renoveret den flotte, gamle Kildevældsskole,« lød det fra overborgmesteren.

Succesens mange fædre

Udover politikere og kommune var flere lokale ildsjæle og med til det første spadestik, blandt andet beboeren Mads Faber Henriksen, der var formand for Områdefornyelsen, der havde sit virke i årene 2010-16, og hvor idéen blev fostret.

»En succes har mange fædre, og dejligt at politikerne forstod behovet og idéen med kulturcentret. De mange beboere på Østerbro, som har taget del i skabelsen, kan godt klappe sig selv på skulderen for, at det lykkedes,« konstaterede han.


- læs flere artikler > artikel oversigt...