Klumme: Hvad tror du egentlig på?

PRÆSTEN SKRIVER. Sognepræst Julie Damlund er begejstret for tv-serien ‘Herrens Veje’, som både tegner et billede af, hvordan livet som præst kan være og tager troen alvorligt.

Af Julie Damlund

Sognepræst, Aldersro- Lundehus Pastorat

TV-SERIE: Der er sket meget siden ”Strisser på Samsø” hvor øens præst i skikkelse af Lotte Andersen gik i haven iført præstekjole.

DR’s nye søndagsserie ”Herrens Veje” forsøger at tegne et troværdigt billede af hvordan et præsteliv kunne tage sig ud.

Dermed ikke sagt at det, der sker i serien, gengiver et gennemsnitligt præsteliv som det udfolder sig for eksempel her på Østerbro. I så fald ville det nok blive sparsomt med dramatikken.

Konflikter, menneskelig svaghed og forfængelighed i stor størrelse må der til. Og i skrivende stund, hvor DR har vist de første tre afsnit, har der også været godt med både sex og vold, så underholdningen skulle være sikret.

Troen sættes i spil

For os, der arbejder i Folkekirken er det selvfølgelig sjovt at se hvad en forfatter som Adam Price får ud af at lade kirken danne baggrunden for sine karakterer. Men det er det menneskelige drama, det handler om.

Adam Prices store fortjeneste er, at han med sin placering af historien i netop dette miljø, får sat spørgsmålet om, hvad vi egentlig tror på, i spil på en nuanceret måde.

At være »religiøs« eller »troende« bliver alt for ofte fremstillet som noget sært og sekterisk.

Men som »Herrens veje« fint skildrer, så er troen for de fleste en grundlæggende livsanskuelse, som man har med sig i sit helt almindelige liv.

Stærk og ynkelig

Hovedskikkelsen er den gamle patriark, der på den ene side holder sine omgivelser i et jerngreb med sin stærke personlighed. På den anden side er han lidt ynkelig.

I sin selvoptagethed har den gamle Johannes ikke opdaget at tiden er gået omkring ham.

Han har ingen fornemmelse for, at det ikke er charmerende at kalde sin modkandidats synspunkter »kvindagtige« i valgkampen om at blive ny biskop i København, og han fatter ikke at omgivelserne er ved at have fået nok af at dække over hans rodede liv med elskerinder og drukture.

Alle tror på noget

Hans sønner er formet af ham på godt og ondt. Den yngste, August, vil bare behage sin far og er blevet præst som han.

Den ældste, Christian, slår sig i tøjret og har valgt en helt anden livsbane for sig selv. Men han er samtidig den, hvis tro stikker dybest, selv om han ikke vil være ved det.

Efter en årrække, hvor vi har dyrket materialismen som svaret på alt (vis mig hvad du ejer og jeg skal sige dig hvem, du er), er det godt og modigt gjort.

For alle tror jo på noget. Det, dit hjerte hænger ved, det er din Gud, siger Martin Luther. Hvad tror du på? På dig selv? På din familie? På gode og grønne værdier? På at fyre den af, leve livet og lade fanden tage de sidste?

Overfladisk eftersnak

August rejser ud som feltpræst og bliver konfronteret med, at hans lette forhold til troen ikke kan bruges til ret meget når det virkelig gælder.

I samtalerne med den lokale tolk står August som den, der kun har overfladisk eftersnak at byde på. Din Gud eller min Gud? Spørger August og tolken svarer ”bare Gud”.

Dermed får han sagt, at Gud er større end vores færdige meninger og anskuelser. ’Troen er noget, vi kan stille spørgsmål til og reflektere igennem. Som præst i Folkekirken lader jeg min tro belyse og forklare igennem Bibelen og kirkens bekendelser. Men Gud er større end det.

Derfor er troen ikke noget, vi kan slå hinanden oven i hovedet med. Men vi kan spørge os selv og hinanden: Hvad tror du på?


- læs flere artikler > artikel oversigt...