Kæmpe fisk, krokodiller og rotter

Jordomsejling. Den største fisk de har prøvet at fange, krokodiller i vandet, velkomment besøg fra Danmark og stærkt uvelkomne gæster på båden. Det er noget af det, Familien Rosentoft har været ude for siden sidst.

Af Liva, Bertram og Gustav

red@oesterbroavis.dk

Til søs: Sidst I hørte fra os var vi på den hollandske ø, Bonaire, hvor vi fik dykket en hel masse.

Turen til Curacao var ikke særlig lang. Den tog fire-fem timer og gik som smurt, lige bortset fra da vi skulle sejle. Der skete det, at ligesom vi havde givet slip på bøjen, så sad gashåndtaget til motoren fast, og vi drev lige over imod de andre både.

Jeg kom med forslaget at vi bare skulle rulle forsejlet ud, så vi bare lige kunne sejle ud imellem de andre både. Det virkede heldigvis, og vi fik lavet gashåndtaget på samme sejltur.

Kusine og bedsteforældre

Da vi ankom til Curacao glædede vi os. For vi skulle nemlig have gæster hjemme fra Danmark. Min kusine Johanna, som er en af mine allerbedste venner havde jeg savnet lige siden Danmark, og nu ville hun komme sammen med min mormor og morfar, som ligeledes var savnede.

De skulle bo i en lejlighed lidt fra der hvor vi lå med båden, så vi ville leje en bil.

Vi hentede dem i lufthavnen med krammere og glæde, det var så dejligt at se dem. Vi kørte til lejligheden, hvor min mormor og morfar skulle bo.

Det var et hyggeligt sted, med fjernsyn, en meget sjælden ting for os der bor på båden. De var meget trætte, så vi kørte hurtigt hjem til båden med kusine Johanna, så hun kunne sove.

Vi lavede en masse forskellige ting og hyggede os i den uge, de var her.

Små lorte på båden

En dag da vi kom hjem efter en lang dag, skete der noget mærkeligt på båden.

Der lå små lorte over det hele, og der var spist af en af vores bananer.

Vi vidste ikke, hvad det var, så vi gik i seng. Næste morgen hentede vi en “dyreekspert”.

Han hed Mads og han var fra en anden dansk båd, som vi var fulgtes med ligesiden Spanien. Han ville meget gerne hjælpe, for som sejlere hjælper man hinanden, og så syntes han også at det var utroligt spændene.

Han kiggede på lortene og konstaterede kort efter at det var rottelort!

Det kunne vi slet ikke have, men han sagde dog også hurtigt bagefter, at det jo ikke er sikkert og at han godt kunne tage fejl. Men nej. Nogle dage efter var vi 100 procent sikre på, at vi havde en rotte.

Vi endte med at bruge 14 dage på at fange det lille bæst. Men så en nat klokken 00.00, lød lyden af fælden, endeligt!

Rotten var formentlig kommet ombord ved at gemme sig under gulvet i vores gummibåd, og da vi så var sejlet ud til båden, var den kravlet ombord om natten.

Det er hvad man kan kalde uheldig, og vi blev da også enige om at det var sidste gang vi skulle have en rotte på båden! Men nu var rotten fanget, Gæsterne var fløjet tilbage til Danmark og vi var klar til at sejle videre til Aruba efter et tre-fire ugers ophold på Curacao.

Fantastiske Columbia

Efter Aruba var næste stop Columbia, og vi havde en to døgns sejltur derhen.

På strækket var der et sted vi skulle igennem. Det sted er på “top 5” over de hårdeste stræk at sejle i hele verden.

Det mærkede vi dog slet intet til. Som altid fiskede vi, da vi sejlede.

Vi prøvede flere dage og var tæt på. En halv times tid efter solopgang lød fiskehjulet. Det var en stor fisk!

Far satte sig hurtigt med stangen og begyndte at rulle line ind. En 20 minutters tid senere kunne vi se en fisk lige bagved båden, da den brød overfladen skreg alle af glæde. Det var en kæmpe marlin.

Vi skyndte os at få den ombord og dræbe den. Den var virkelig stor, den største fisk nogen af os nogensinde havde fanget.

Vi målte den senere. Den var omkring “195 centimeter”, længere end far, og den vejede omkring 30 kilo. Med en god fangst som starten på Columbia, kunne det kun gå godt, og det gjorde det.

Columbia var fantastisk. Vi tilbragte rigtig meget tid i den columbianske storby “Cartagena”, som var en skøn by. Der var lidt af hvert. Fra store højhuse, til hyggelige gamle kvarterer med liv og glade dage. Ikke nok med at det var skønt var det også meget billigt.

Vi havde hørt en masse om kriminalitet og den slags men det oplevede vi ikke det mindste. Alle mennesker vi mødte var søde, glade og ikke mindst meget hjælpsomme.

Efter en måneds tid skulle vi videre mod Panama og San Blas.

Indianere på øerne

San Blas var virkelig fedt, måske det fedeste sted indtil videre, hvis du spørger mig. Der var megagodt at snorkle.

Hver dag snorklede vi med hajer, rokker og skød en hulens masse hummere.

Hver dag var der hummer på menuen, og der er jo ikke den værste spise man kan komme i tanke om.

Vi fik da også set de der berygtede saltvandskrokodiller. En dag stod vi på båden og kiggede ud over vandet, og lige der, måske 25 meter fra båden kom der en 3-4 meter lang saltvandskrokodille svømmende. Rygterne var sande, og en ting var sikker, vi skulle ihvertfald ikke bade mere på den her ø…! Vi så også en baby krokodille oppe i en af floderne ikke langt fra hvor vi havde set bæstet.

San Blas-øerne var i virkeligheden bare en masse små øer, over 300 små øer for at være mere præcis. Alle øerne var begroet med palmer, det var skønt! San Blas øerne ejes af “Kuna Indianerne”. Dem mødte vi også. Selvom det er kun er få af øerne der er beboede.

De ligner fuldstændigt indianere som man ville forestille sig. De er malede i hovedet, de har traditionelt tøj på, de bor i hytter lavet af drivtømmer og de lever af kokosnødder og ting de får fra sejlere.

Vi var flere gange inde med ting til dem, vi kom med fisk og hummer vi havde skudt med harpuner og mor behandlede også et brandsår på en, ældre kuna-kvinde,

Atter kamp mod rotter

Næste stop var “San Andrés”. Vi var lige var kommet fra San Blas hvor der ikke havde været noget som helst man kunne købe. Ingen butikker, ingen supermarkeder, intet…

På San Andrés var der butikker for “hele femogtyve øren”. Der var store supermarkeder, surfbutikker og tøjbutikker. Det var farligt, for vi havde slet ikke brugt nogen penge i næsten tre uger. Rent naturmæssigt var det ikke noget at råbe hurra for.

Store bølger og regn

Nu er vi så på Jamaica efter en fire døgns sejltur, som bogstavelig talt var et helvede.

Det blæste 25-30 knob konstant, det regnede, og bølgerne var 5-6 meter store.

En morgen efter vi var ankommet, vågnede vi op til et æble med gnavemærker.

Erindringerne om rotten på Curacao blussede op, og vi kunne næsten ikke have det.

Samme nat lød det som om, at der var en elefant, der væltede ned i toilettet lige ude på den anden side af min dør.

Jeg var sikker på, at det var en rotte, så jeg kaldte på mine forældre, og sammen fik vi sat fælder op.

Næste morgen fortalte mine forældre, at rotten var gået i fælden en time efter, vi havde sat den. De sagde, at den havde skreget som en lille pige, men også at den var sluppet ud af den igen.

Vi var i så dårligt humør. To dage gik og intet held efter den nat.

På dag 3 begynder der at lugte dårlig inde på mors og fars værelse. Det var et af de steder var havde sat en fælde, så mig og Bertram kiggede under sengen. »Der ligger sgu en rotte,« råber Bertram, det forbandede lorte dyr var fanget, med en klapfælde lige over nakken. Død på stedet… Vi var lykkelige. Alt besværet var overstået, og vi var rottefrie. Igen…

Det var i går, vi fangede rotten, og vi er stadig utrolig glade for at den er væk. Vi ligger stadig på Jamaica.

Foran os venter Cuba, Bahamas, de Britiske Jomfruøer og St. Martin, hvor mor skal føde, og så skal vi til at vende snuden hjemad mod Danmark og krydse Atlanten.

- læs flere artikler > artikel oversigt...