Her passes og plejes bådene

JUBILÆUM. På noget af det yderste af Nordhavn ligger Jakob Jensens Bådeværft. Stedet har en historie på 100 år, men der er stadig brug for sådan et værft i 2017.

Af Thomas Frederiksen

thof@minby.dk

HISTORISK: Nye boliger og byudvikling er nogle af de ord, som oftest hæftes på Nordhavn i disse år.

Men der er også et Nordhavn, hvor der ikke tages første spadestik eller klippes røde snore over.

Et Nordhavn som fandtes længe før, at nogen som helst tænke på luksuslejligheder, havnebad og konditag.

På det ydre Nordhavn ligger Jakob Jensen Bådeværft, som for nylig fyldte 100 år.

Selvom meget er forandret, oplever ejerne, at der fortsat er efterspørgsel efter det, som værftet kan levere.

Det er godt nok længe siden, at værftet byggede både. Det skete senest i 1973. Nu reparerer værftet både, og så er der også vinteropbevaring.

»Stedet har altid haft et godt navn. Vi har et godt samarbejde med sejlklubberne og et godt ry i både Danmark og Sverige,« fortæller Morten Halkier, direktør og medejer af værftet.

Jakob Jenses Bådeværft har ikke ligget alle 100 år i Nordhavn.

Oprindelig lå det i Tuborg Havn, og på sin vis er historien endnu ældre.

Stifteren Jakob Jensen havde været i lære på det værft, som lå der i forvejen, og efter en tur over Atlanterhavet vendte han tilbage og overtog værftet og gav det nye navn.

Forholdsvis hurtigt flyttede det til Nordhavn, hvor det gennem årene har haft fire forskellige adresser: Først Orientkaj og siden Stubbeløbsgade, Skudehavnsvej og de sidste mange år Østersøvej 52.

Det var et familieforetagende i mange år. En af stifteren Jakob Jensens to sønner Skjold var frem til 1990’erne ejer af værftet.

Tilsidst sammen med Graham Sand, som herefter var eneejer frem til 2015, hvor de nuværende ejere trådte til.


- læs flere artikler > artikel oversigt...