Bog om terrorofre udkommer tre år efter…

Krudttønden: Lørdag 14. februar 2015 glemmer vi aldrig på Østerbro – eller i Danmark for den sags skyld. Det var dagen, hvor et debatarrangement på Krudttønden blev angrebet, en døde og flere blev såret.

Senere – efter midnat – lykkedes det gerningsmanden at myrde en mere, ved synagogen i Indre By, inden han selv blev dræbt senere på natten.

Arrangøren af debatmødet på Krudttønden, Helle Merete Brix, udkommer på selve treårsdagen, onsdag 14. februar, med bogen »Blandt kolibrier og kalasjnikover – om terrorens ofre«.

Frankrigs ambassadør i Danmark, François Zimeray, der også deltog i arrangementet i Krudttønden, har skrevet bogens forord.

Bogen retter et særligt fokus mod terrorens ofre, overlevende og pårørende i Frankrig, Norge og Danmark.

Den går i dybden med angrebet på spillestedet Bataclan samt satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i 2015, Utøya og Oslo i 2011, samt Krudttønden og Synagogen i København. Bogen indeholder således et interview med en tidligere sikkerhedskoordinator fra PET, der blev såret i Krudttønden.

Bogen præsenteres til et arrangement på Toga Vinstue, Store Kirkestræde 3, onsdag den 14. februar klokken 19.30-21.30. thof

- læs flere artikler > artikel oversigt...