Banedanmark støjede om natten uden tilladelse eller information

Larm. Beboere i Sibeliusgade har fået ødelagt deres nattesøvn flere gange de seneste uger. Banedanmark skal sikre skinnerne mod oversvømmelse, men havde hverken informeret naboerne eller søgt dispensation i kommunen.

Af Thomas Frederiksen

thof@minby.dk

Under skinnerne: »Væggene og vinduerne rystede, og min seng rystede.«

Sådan beskriver Beatrix Spielmann tilstanden om natten midt i november, da det pludselig støjede fra togbanen mellem Svanemøllen og Ryparken stationer.

»Når man lige er faldet i en dyb søvn, så bliver man vækket, og så er det svært at passe et arbejde og holde sig vågen dagen efter,« fortæller hun og nævner, at det har stået på gennem flere nætter i flere uger siden midten af november.

Som nabo til det store byggeri af Nordhavnsvej har naboerne i Sibeliusgade været vant til lidt af hvert i årenes løb. Men omkring vejbyggeriet er de altid blevet informeret i forvejen og er blevet tilbudt genhusning, hvis det var for støjende.

Lægger sig fladt ned

Østerbro Avis har været i kontakt med flere beboere i bebyggelsen, som har det på samme måde.

De fandt ud af, at det var Banedanmark, som larmede kraftigt om natten.

Et opkald til den statslige myndighed hjalp i første omgang ikke meget, her oplevede Beatrix Spielmann, at hun nærmest blev latterliggjort og ikke fik nogen information.

Det viste sig, at Banedanmark hverken havde informeret naboerne eller søgt dispensation til at larme i Københavns Kommune.

I Banedanmark beklagerområdechef Mads Thostrup den manglende information, og at der ikke var søgt dispensation.

»Det er ikke min stolteste time som områdechef, vi lægger os fladt ned og siger undskyld og beklager,« siger han og nævner, at det er et »skidegodt projekt«, som er udført.

Der er lagt nye ledninger, som skal hindre tunellen på togstrækningen mellem Svanemøllen og Ryparken stationer bliver oversvømmet, når der har været kraftige regnskyl over København, til stor gene for togpassagere.

Dette arbejde kræver også, at der bankes spuns i jorden, og det er noget, der larmer og giver rystelser. Alligevel var Banedanmark ikke opmærksom på dette problem i forhold til naboerne.

»Den vinkel har vi ikke været opmærksomme på, fokus har været på jernbanesikkerheden og trafikafviklingen. Det lider naboerne under,« siger Mads Thostrup, som garanterer, at Banedanmark har lært noget næste gang, der skal udføres et lignende projekt.

Mere venter i december

Han forklarer også, at telefonpasserne i Banedanmark ikke kunne give ordentlige svar, når beboere ringede op, fordi det ikke var noget, som de var blevet oplyst om.

Mads Thostrup fortæller, at det sidste natarbejde finder sted midt i december, og der får beboerne besked i deres e-boks.

Beatrix Spielberg og andre beboere, som Østerbro Avis har været i kontakt med, er forstående over for, at Banedanmark kan være nødt til at arbejde højlydt om natten. De forventer blot tydelig information på forhånd og i god tid.

Københavns Kommune bekræfter forløbet over for Østerbro Avis.

»Det er yderst vigtigt, at sådanne arbejder bliver varslet til de omkringboende, for det er en alvorlig støjbelastning, når det pågår om natten. Dette har vi indskærpet over for Banedanmark. Det er dog undtagelsen, at Banedanmark ikke ansøger om dispensation samt varsler de omkringboende. Normalt oplever vi ikke den type fejl fra deres side,« udtaler centerchef Rikke Hvelplund fra Teknik- og Miljøforvaltningen i en e-mail til Østerbro Avis.

- læs flere artikler > artikel oversigt...